Det blev upåagtede Oyonnax (In Love with You), der løb med laurbærrene i årets udgave af Prix d'Amerique, der blev kørt for kort tid siden på Vincennes udenfor Paris.
Undervejs var der skiftende føringer, men efter ca. 1000 meters kørsel sad favoritten Meaulnes du Corta i front, mens næstfavoritten Rolling d´Heripre måtte gå udvendig uden ryg for Jean-Michel Bazire.
Stærke Paris Haufor kom frem i 3. spor, men blev ikke sluppet ned og i stedet virkede Quarla i Paris Haufor's ryg som hesten, der fik løbet serveret, men hende trak Franck Nivard ud til angreb i 4. spor på sidste langside og så tog det slut for hende gennem sidste sving.
Her lagde Russel November an til angreb i sporene og kom stærkt, men også han ebbede lidt ud og i stedet virkede det som om Meaulnes du Corta skulle gentage sejren fra sidste år for Pierre Levesque.
Ind på opløbet fik Quaker Jet dog puffet sig ud og han havde en saftig afslutning klar, der hurtigt bragte ham op udvendig og forbi Meaulnes du Corta, men ikke så snart havde han fået grebet før storoutsideren Oyonnax kom sejlende ude i banen til kneben sejr for Sebastien Ernault.
Sebastien Ernault efter sit livs sejr med Oyonnax, der sensationssejrede i Prix d'Amerique 2010 - Foto: Audace Media
- Jeg fatter næsten ikke, at jeg har vundet. At hesten var fin vidste jeg og jeg havde regnet med muligvis at blive femte eller sjette, men at det skulle blive sejr troede jeg ikke på, sagde Sebastien Ernault, der i går fyldte 32 år.
Ready Cash sad i ryg på Rolling d'Heripre til ca. midtvejs, hvor han pludselig galopperede.
Oyonnax gav hele 172 gange pengene som vinder og fik €500.000 for sejren, der bragte den op til €1.3 mill. i samlet indtjening.
Vindertiden blev 12,4/2700 volte, mens Quaker Jet kort slået tog andenpladsen i samme tid før Meaulnes du Corta i 12,5.
De sidste præmier gik til Nouba du Saptel, der afsluttede stærkt før Russel November, Oasis Gede og Perlando.